Fire dødsulykker på blot fem dage i bygge- og anlægsbranchen
DØDSULYKKER
Med fire dødsulykker på blot fem dage har bygge- og anlægsbranchen været ramt af en ualmindelig blodig uge, som har bragt det samlede antal dødsulykker i branchen op på seks i år.
De to af ulykkerne er fald fra stor højde, i de to andre tilfælde er de omkomne ramt af faldende materialer.
- Nu har vi ellers været forskånet for dødsulykker et stykke tid, men så må vi desværre sige, at branchen blev hårdt ramt i løbet af få dage, siger Karsten Bach Christensen, der er Arbejdstilsynets tilsynschef i Østdanmark.
Fredag i sidste uge blev en 49-årig polsk chauffør dræbt, da han blev mast under et betonelement, som han selv netop havde bragt til en byggeplads i Bagsværd. Han havde parkeret sin lastbil på et skrånende terræn, og betonelementet, som stod på lastbilen på en A-buk, væltede af bilen, da han løsnede stropperne.
Karsten Bach Christensen oplyser, at hverken politiet eller Arbejdstilsynet er færdig med undersøgelserne. Arbejdstilsynet har udstedt et forbud til den polske chaufførs polske arbejdsgiver og et rådgivningspåbud til den danske bygherre.
Bundulykkeligt
Ligeledes fredag blev en 48-årig mand dræbt ved en arbejdsulykke på en landejendom nær Vejen. Han blev ramt af dele af en skorsten, som han hjalp med at rive ned.
Arbejdstilsynet oplyser, at der ikke var tale om et egentligt arbejdsgiverforhold. Politiet har sigtet den person, som med sine handlinger kan have været årsag til ulykken. Manden er sigtet for uagtsomt manddrab.
Tirsdag i denne uge blev en 70-årig tømrermester så hårdt kvæstet ved et fald, at han senere døde af sine kvæstelser på hospitalet. Den 70-årige arbejdede fra en stige, som var stillet på et bukkestillads.
- Det er bundulykkeligt, og der er næppe tvivl om, at en 70-årig erfaren tømrermester godt var klar over, at det var en uhensigtsmæssig opstilling, siger Karsten Bach Christensen.
Han oplyser, at Arbejdstilsynet ikke gør mere ved sagen, idet der ikke er nogen andre end den afdøde at gøre ansvarlig for ulykken.