Regeringens skattereform indeholder blandt andet initiativer mod social dumping. Flittige pensionister straffes voldsomt
BAGGRUND
"Danmark i arbejde" er overskriften på regeringens forslag til en skattereform, og reformen har da også det hovedformål, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde.
Det sker ved at sænke skatten på arbejde markant med i alt godt 14 mia. kr., hvilket regeringen forventer vil øge beskæftigelsen svarende til 14.600 flere i job.
Regeringen foreslår en gradvis forhøjelse af topskattegrænsen gradvist med 58.000 kr. til 467.000 kr., når den er fuldt indfaset i 2022.
Det svarer til, at årsindkomster op til 507.600 kr. (2012-niveau) vil være fritaget fra topskat.
Ud med iværksætterskat
De lavtlønnede får først og fremmest gavn af en næsten fordobling af beskæftigelsesfradraget fra de nuværende 5,6 procent til 10,65 procent, hvorved det maksimale beskæftigelsesfradrag øges fra 17.900 kr. til 34.100 kr..
Samtidig indføres et ekstra beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere ud over det almindelige beskæftigelsesfradrag på cirka 20.000 kr.
For virksomhederne er det dels positivt, at iværksætterskatten bortfalder, og der indføres en forhøjelse af afskrivningsgrundlaget og dermed fradrag i selskabsskat og virksomhedsskat med yderligere 15 procent af udgiften for investeringer i driftsmidler, det vil sige maskiner og inventar foretaget fra 30. maj 2012 til udgangen af 2013.
Social dumping
Ikke mindst interessant er regeringens anvendelse af skattereformen til at bekæmpe social dumping. Men det rammer også danske byggearbejdere, ikke mindst de der kører på tværs af landsdelene for at udføre opgaver.
Loftet over fradraget for rejseudgifter nedsættes nemlig fra 50.000 kr. til 25.000 kr. årligt:
- Det vil gøre det mindre økonomisk attraktivt for personer med fast bopæl i udlandet at tage lavtlønnet arbejde i Danmark i kortere perioder, hedder det i "Danmark i arbejde".