Regeringen vil afvente andre forslag og forhandlinger, før man vil se på forslag om bestilleransvar
KÆDEANSVAR
Der bliver ikke gennemført dansk lovgivning om bestiller- eller kædeansvar, hvor en ordregiver hæfter for, at alle led i en kæde af udførende overholder krav fra myndigheder og aftaler med ansatte.
Forslaget om bestilleransvar er stillet af Enhedslisten, men får i øjeblikket ikke opbakning fra regeringen, Det skyldes ifølge beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), at man vil afvente resultatet af det arbejde, regeringen allerede har igangsat for at imødegå social dumping, og fordi emnet bliver genstand for forslag og forhandling i andre fora.
- Først og fremmest er der de kommende trepartsforhandlinger, hvor man jo altså sagtens kan forestille sig, at spørgsmålet om social dumping bliver et anliggende for en trepartsaftale. Det er noget, der optager arbejdsmarkedets parter, både på arbejdstager- og arbejdsgiversiden, sagde Mette Frederiksen, da Enhedslistens forslag var til første behandling i Folketinget.
- Men vi står også over for en dansk håndtering af Europa-Kommissionens forslag til bedre håndhævelse af udstationeringsdirektivet, og der rejses også i den sammenhæng spørgsmålet om solidarisk ansvar, og vi har som udgangspunkt fra regeringens side en positiv tilgang til det forslag, der ligger fra Europa-Kommissionen, sagde beskæftigelsesministeren.
Mette Frederiksen slog fast, at hun ikke mener, at bestilleransvaret, som det er formuleret i forslaget, er i strid med EU-retten. Hun understregede imidlertid, at regeringen er enig med arbejdsmarkedets parter i, at der ikke skal indføres solidarisk ansvar i forhold til løn.
Firmaer stikker af
Enhedslistens forslagsstiller, social dumping-ordfører Finn Sørensen, erkender, at han må styre sin utålmodighed, selv om problemets omfang kalder på umiddelbar handling.