Data om arbejdsgange, arkitektur og økonomi skal sikre, at Bispebjerg Hospital ikke bare flytter gamle systemer ind i nye rammer. Det samme arbejde er i gang hos Nyt Hospital Nordsjælland og på Psykiatrihospitalet i Slagelse
STORBYHOSPITALER
Fremtidens Bispebjerg Hospital skal være mere effektivt.
Det såkaldte Bispebjerg Projektet, organisationen bag byggeriet af det nye storbyhospital, har foretaget flere analyser for at sikre bedste mulige patientforhold og arbejdsforhold for de ansatte.
Dette er begyndelsen på en kommende lang række af analyser, understreger proceschef Berit Steenstrup Damm.
- En af de mest synlige har været en rumanalyse, der viser, at vi kun udnytter syv procent af kapaciteten for venteværelser og mødelokaler. Og det er vel at mærke i tidsrummet kl. 8-16. Det betyder, at vi kan udnytte vores kapacitet bedre ved at tænke smartere i indretningen af disse rum, siger Berit Steenstrup Damm, proceschef fra Bispebjerg.
Byggeorganisationen har også registreret færdslen i tunnelsystemet under hospitalet og været rundt at tale med samtlige afdelinger på hospital og psykiatri om for eksempel tilhørsforhold til andre afdelinger, indkøbssystemer og depoter. Det skal give de bedste forudsætninger for at forme de fremtidige rammer.
- Vi skal sikre, at vi ikke bare flytter de gamle systemer ind i nye rammer, men at vi faktisk får gennemtænkt samarbejdsformer, indretning og teknologi, så de nye fysiske rammer bedre understøtter arbejdet med patienterne, siger Berit Steenstrup Damm.
Ikke mere travlt
I en pressemeddelelse slår hospitalet fast, at produktiviteten skal være cirka en tredjedel højere i Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg end i dag.
- Det kan lyde voldsomt, men løsningen er ny teknologi, smartere indretning og faldende liggetid for patienterne, ikke øget travlhed hos personalet, siger Berit Steenstrup Damm, som tilføjer, at det handler om give de kvadratmeter, der i dag måske er overflødige, mere værdi.