Også på byggepladsen har virksomheder glæde af Ulrik Wilbeks ledelsesfilosofier, som han skriver om i bogen "Gør en forskel Hvad kan du bidrage med"
LEDELSE
Siger man navnet "Ulrik" vil de fleste danskere sandsynligvis få associationer til én enkelt person, herrehåndboldlandsholdets træner med efternavnet Wilbek.
Og sandt er det da også, at meget få trænere, om nogen overhovedet, har stået bag så mange medaljetriumfer som den karismatiske træner, der i dag slår sine folder i Viborg, men i sine unge år voksede op i Virum nord for København. Og så er han endda født i Tunesien, men det er en helt anden historie.
Når han ikke lige er optaget af slutrunder og træning med landsholdspillerne, har Ulrik Wilbek en passion for begrebet "ledelse". Det er nemlig ikke tilfældigt, hvad der foregår på trænerbænken under kampene og ved træningerne mellem kampene.
Derfor har Ulrik Wilbek da også skrevet flere bøger om ledelse, den seneste "Gør en forskel- hvad kan du bidrage med" var en stor succes, og han er såmænd i gang med endnu en bog.
Gør dig umage
- For at gøre en forskel skal man først og fremmest gøre sig umage. I idrættens verden skal man slå rekorder, og det kræver mere eller mindre træning alt efter den enkeltes viljestyrke. Men vi skal gøre os umage i alle livets facetter.
- Det gælder også, når man servicerer i en butik eller en café. Hvis folk gik rundt med en blok i forskellige butikker og caféer for at notere, hvordan de er blevet serviceret på en skala fra 1 til 10, tror jeg ikke, at mange i København ville give et 10-tal. Jeg synes ofte, at man mødes med en lettere ligegyldighed af personalet.
Der er selvfølgelig også nogen, som er rigtigt dygtige og servicemindede. Min pointe i bogen er, at vi kunne blive meget bedre til at gøre os umage og yde vores bedste hver eneste gang i stedet for kun en gang imellem ved særligt festlige lejligheder, siger Ulrik Wilbek til Licitationen.
Motivation/inspiration
Ulrik Wilbek mener, at dem, der finder det svært altid at yde sit bedste, også er dem, der "venter på, at andre motiverer dem":