Vejdirektoratet gennemførte projekter for i alt 2,75 mia. kr. sidste år og afleverede projekter før tid
VEJE
I løbet af et særdeles travlt 2011 lykkedes det både Vejdirektoratet at åbne to store vejprojekter før tid og samtidig bringe anlægsprojekterne i hus billigere end forventet, viser Vejdirektoratets årsrapport 2011.
Årsrapporten giver et overblik over de resultater, som Vejdirektoratet leverede sidste år inden for sine kerneområder med at planlægge, bygge og drive statens veje.
Vejdirektoratet åbnede motorvejen mellem Brande og Give og Frederikssundsmotorvejens første etape tidligere end planlagt. Samtidig sikrede en effektiv styring og gennemførelse af forskellige anlægsprojekter, sammenholdt med et gunstigt marked, at Vejdirektoratet kunne føre 428,6 mio. kr. tilbage til Infrastrukturfonden i 2011.
I alt anlagde Vejdirektoratet nye motorveje og andre større veje samt gennemførte andre anlægsprojekter for omkring 2,75 mia. kr. sidste år, hvilket har ført til en markant forbedring og udbygning af det danske statsvejnet.
Høj aktivitet
Også hvad angår drift og vedligeholdelse af statsvejnettet, har aktivitetsniveauet været højt.
Vejdirektoratet har mere end 3.800 kilometer vej med mere end 2.260 bygværker, heraf 42 store broer og fire tunneller under sin myndighed. Og i 2011 brugte Vejdirektoratet 2,2 mia. kr. på vedligeholdelsesarbejde på dette område.
Vedligeholdelsesindsatsen udmøntede sig blandt andet i, at der blev udlagt asfalt på 6,1 mio. kvm vej, ligesom Vejdirektoratet afsluttede reparationer på 55 små bygværker og reparerede 22 store bygværker.
Indsatsen, der bygger videre på den store efterslæbs- indhentning fra året før, har gjort statsvejnettet betydeligt mere robust mod slid og vejrlig end tidligere, ligesom det har øget vejenes sikkerhed og gjort dem mere behagelige at køre på.
Samtidig kommer indsatsen også samfundsøkonomien til gavn, eftersom det betaler sig at vedligeholde vejene løbende.