23948sdkhjf

Byggesæson uden store forventninger

Der er ingen grund til at tro, at krisen er ovre, men det tegner lysere end sidste år - eller mindre mørkt, om man vil. Det mener Dansk Byggeri, DI Byg og Asfaltindustrien, som her fortæller om deres forventninger til arbejdsåret 2014-2015
Koger man bygge- og anlægsbranchens forventninger til det kommende arbejdsår - 2014-2015 - ned til en enkelt sætning vil den lyde nogenlunde sådan her: Lysere end sidste år, men ingen grund til optimisme.

Sådan lyder vurderingen fra Dansk Byggeri, DI Byg og Asfaltindustrien, som Licitationen - Byggeriets Dagblad har bedt om at kigge i krystalkuglen og beskrive deres forventninger til det kommende år.

Mest pessimistisk er Dansk Byggeris chefanalytiker, Finn Bo Frandsen.

- Jeg er ked af at sige det, men vi skal op og have en markant anderledes vækst i nogle år, før der er grund til optimisme. Jeg vil derfor opfordre bygherrer til at investere nu - der er hård konkurrence og lave priser, siger han.

En af årsagerne til chefanalytikerens lave forventninger er det private boligbyggeri, der er på et lavt niveau lige nu.

- Vi forventer ikke, at det kommer i gang igen på landsplan. Der bliver bygget i København og Aarhus - først og fremmest i København - men i resten af landet står det skidt til. Der står mange tomme bygninger rundt omkring i landet. Den bestand skal der gøres nogen ved, før der kan komme gang i det private boligbyggeri, siger han.

Selv ikke det stigende offentlige byggeri kan opveje, at det private er gået i stå.

- Hospitals- og universitetsbyggeri er med til at gøre skaden mindre. Uden det var der slet ikke gang i byggeriet. Men det kan på ingen måde opveje det lave niveau, der er i byggeriet af private boliger og erhvervsejendomme, fortæller Finn Bo Frandsen.

Renovering

Heller ikke i DI Byg er forventningerne til det kommende år høje, selv om konsulent Bjarke Fjeldsted beskriver udsigterne som “ikke lyse, men lysere end for et år siden".

- Aktiviteten i byggeriet er på et meget lavt niveau. Der er mange ledige kvadratmeter og boligmarkedet er skrøbeligt. Dog er boligpriserne stigende i København og Aarhus. Det er DI Bygs vurdering, at nybyggeriet vil stige i takt med at de stigende ejendomspriser forplanter sig til områderne udenfor København og Aarhus. Både hvad angår enfamiliehuse og ikke mindst etageboligbyggeriet. Et stabilt marked for renovering holder hånden under aktiviteten i byggebranchen, siger han.

DI Byg forventer derfor, at byggeaktiviteten vil stige moderat i det kommende år.

- Generelt er der lidt bedre stemning i branchen. Vi forventer en positiv udvikling i eksporten af byggematerialer - hovedsageligt til vores nabolande. Fra politisk hold afventer vi regeringens byggepolitiske strategi, som ventres klar til efteråret og så skal initiativerne i Vækstplan 2014 føres ud i livet, siger han.

Stadig lavtryk

Hos Asfaltindustrien deler adm. direktør Anders Hundahl Dansk Byggeris og DI Bygs syn på det kommende år, og beder man ham komme med en samlet vurdering, svarer ham prompte:

- Der er stadig lavtryk.

Han nævner den kommunale anlægsramme som en af årsagerne til hans lave forventninger.

- Den kommunale anlægsramme er sat ned fra 18 til 17,5 mia. og Vejdirektoratet drosler også med, da de er ved at være færdige med de store anlægsprojekter, siger han.

Anders Hundahl er dog enig med Finn Bo Frandsen og Bjarke Fjeldsted i, at det går bedre i de større byer.

- Der er lidt mere gang i den i København, Odense, Aarhus og Aalborg, hvor der vil blive opført letbaner, broer, tunneller og omfartsveje. Men det kan ikke veje op, at kommunernes samlede budget er så lavt, siger han.

Der er dog ros at hente til de kommunale politikere fra Asfaltindustrien.

- De har søsat projektet “Synliggørelse af kommunal vejvedligeholdelsestilstand". Det er et signal om, at de vil gøre noget ved de dårlige kommunale veje. Det er positivt og et skridt i den rigtige retning. Men jeg tvivler på, at man når så mange forbedringer i arbejdsåret 2014-2015, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109