A. Enggaard opfører kontorer midt i København
Det imponerende kontorbyggeri på Kalvebod Brygge opføres af A. Enggaard A/S, der er totalentreprenør og OPP-leverandør på projektet. Byggeriet er et af de største OPP-projekter i Danmark til dato.
Det nye kontorbyggerier karakteriseret ved fire store bygninger med et grønt parkstrøg, der skiller bygningerne i to primære dele. Ovenover den grønne åre hæver sig broer, der forbinder de fire bygninger.
- I forhold til kommuneplaner og lokalplaner har man besluttet at indlægge et unikt, grønt strøg gennem bygningen, der således deles i to. Det grønne strøg strækker sig fra SEB-Huset i den ene ende, over Tivolihotellet og Dybbølsbro Station, og helt hen til Trafiktårnet i den anden ende. Det bliver et offentligt tilgængeligt strøg, hvor forbigående vil kunne nyde de grønne arealer og opleve vandløb og lys, hvilket sætter et helt særligt præg på dette projekt, fortæller Peter Viskum, projektchef hos A. Enggaard A/S.
Som en del af projektet etableres der i forbindelse med det grønne strøg også en offentlig tilgængelig café.
Bæredygtighed fylder en hel del i projektet, og der arbejdes efter nyeste DGNB-certificeringer, hvor materialevalg og det kommende personales arbejdsforhold har høj prioritet. Her vurderes det blandt andet, hvor træemnerne kommer fra, og det sikres, at der er størst mulig genanvendelighed i materialerne. Der laves desuden fitnessfaciliteter til dem der skal arbejde i bygningerne.
Byggeriet dækker over 60.000 kvadratmeter, hvoraf 20.000 kvadratmeter er p-kælder. Der bliver plads til 1.950 arbejdspladser med fælles kantine, mødefaciliteter m.v. Det er Bygningsstyrelsen, som har bestilt huset, der skal lejes ud til Trafikstyrelsen, Energistyrelsen, Banedanmark og Vejdirektoratet.
I øjeblikket består A. Enggaards arbejde blandt andet i gennemgang af tegninger over de tekniske installationer, der skal opføres i bygningerne, så det sikres alt overholder de nødvendige krav inden installationen kan gå i gang. Stadet lige nu er at væggene og facaderne står færdige og tagkonstruktionen er lagt så håndværkere, teknikere og entreprenører kan se frem til det planlagte rejsegilde d. 30. august.
Opførelsen har gået upåklageligt indtil videre, og på trods af at byggeriet ligger midt i København, har vi masser af plads. Det er første gang vi bygger et projekt i Hovedstadsområdet, og vi er glade for den interesse og villighed, vi har set fra kommunen, naboer og øvrige interessenter, fortæller Peter Viskum.
Faktaboks
|