Digital byggestyring med store muligheder
Jørgen Friis Poulsen A/S (JFP) har stået for byggeledelsen af fire entrepriser på DNU, C2, S1, S2 og S4, der udgør omkring en tredjedel af det samlede råhusbyggeri. S4 er i den forbindelse udført i joint venture med Max Bögl. Da JFP’s team stiftede bekendtskab med DNU’s digitale byggestyring, var det første gang, de for alvor havde fingrene begravet i systemet.
- Der er ikke mange offentlige bygherrer, der har lavet udbuddet og styret byggeri på denne måde. Vi havde heller ikke prøvet kræfter med det før hos JFP, men efter fire år på DNU-byggepladsen har vi for alvor fået det prøvet af, siger JFP’s projektchef på DNU S4, Simon No Green Johansen.
I systemet foreligger en 3D-model over hele projektet, hvor den enkelte bruger kan dykke ned i de forskellige afdelinger og bygninger, og sætte notifikationer til kollegaerne. Systemet kan tilgås via sin mobiltelefon, når man opholder sig omkring byggeriet. På den måde kan man hele tiden holde sig opdateret på de bygge- eller materialemæssige detaljer, som skal implementeres senere, og systemet er samtidig blevet brugt til at registrere mangler i byggeriet med fotos og en beskrivende tekst.
- I forhold til kvalitetssikring og arbejdsmiljø er systemet meget anvendeligt. Eksempelvis kan man via systemet påpege problemer forskellige steder i byggeriet. Når det efterfølgende bliver klarmeldt, kræver systemet et foto af løsningen. Det betyder, at der er stor sikkerhed for, at tingene faktisk bliver udbedret, siger Simon No Green Johansen
Den digitale styring, der foregår i programmet Dalux, har gjort mange ting nemmere i forløbet. I et projekt af den kaliber, er der utrolig mange dokumenter og nye beslutninger, som mange forskellige mennesker konstant skal holde styr på. Der lå dog også udfordringer i brugen af det omfattende system, og eftersom det for mange var et fremmet værktøj, tog det tid at lære at kende.
- Et system kan aldrig alt. Men det har på mange områder været et meget brugbart stykke værktøj og et godt supplement til papirtegningerne, fortæller Simon No Green Johansen.
I knap fire år mødte JFP’s projektteam hver eneste dag ind i skurbyen i DNU. Så mange år på samme byggeplads giver en helt særlig omgangsform mellem entreprenør og rådgiver. JFP gjorde det derfor til tradition at invitere rådgiverne på en julefrokost, ligesom de på byggepladsen gjorde en del ud af det sociale med is til alle på de varme sommerdage, helstegt pattegris eller pølsevogn, når der skulle fejres milepæle samt gløgg og æbleskiver til jul.
|