Dybe udgravninger kræver høj sikkerhed
M. J. Eriksson var tilknyttet DNU som jord- og anlægsentreprenør. De har udført en hel del af det forberedende byggemodningsarbejde under projektet og understøtning af det eksisterende sygehus. Tre etaper af byggemodningsopgaver blev det til, og senere blev virksomheden også hyret til entrepriser angående klargøring af byggeplads, veje og spunsarbejde.
For at lægge kælderniveauerne og de dybtrækkende vandinstallationer til hospitalet, måtte der flyttes enorme mængder mudder og råjord. Hospitalets store afvandingssystemer krævede i den forbindelse en 11 meter dyb udgravning. For at imødekomme opgaven kørte M. J. Eriksson 60 tons tunge gravemaskiner, udstyret med avanceret GPS-styring, ud på pladsen. 3D-tegninger og kort blev indlæst i GPS’en, hvorefter maskinføreren kunne grave efter de præcise mål, så de helt rigtige arealer og dybder blev nået. Der var i forbindelse med udgravningen et stort fokus på sikkerhed.
- Man er nødt til at holde jorden stabil, når man graver så dybt, som vi gjorde ved DNU. Andre entreprenører skal arbejde i udgravningerne og derfor skal sikkerheden være i top. For at jorden ikke skred sammen, installerede vi anlæg, der kunne holde grundvandsstanden på et stabilt niveau, siger Flemming Hammershøj, projektleder hos M. J. Eriksson.
Overskydende jord, og jorddepoter fra det gamle Skejby Sygehus, skulle transporteres til arealer udenfor den store byggeplads og over vejen på den vestlige side af hospitalet. Her er der nu anlagt et naturskønt område med stier og fem regnvandsbassiner. Arealet er et stort rekreativt område tilhørende hospitalet. Ikke mindre end 1.1 million kubikmeter jord blev flyttet og lagt til områderne.
Udover jordarbejdet har M. J. Eriksson også stået for anlægsarbejdet, heriblandt beplantningen af 28.000 træer, i det rekreative område. Græsfrøene er blandet i sådan en stil at gående vil kunne se nuanceforskelle i arealerne og opleve de grønne farvespil i forening med farverige blomster og specielle vandplanter langs søerne. M. J. Eriksson har også lagt vandløbene og stisystemerne, der er tilpasset kørestole.
For at komme til de rekreative arealer var der dog udfordringer i at krydse den højt trafikerede vej. For ikke at standse trafikken og ikke være hindret af selvsamme trafik, løste M. J. Eriksson, i velfungerende samarbejde med rådgivergruppen, problemet med en tunnel under vejen. Tunnelen var seks meter i diameter, og havde således plads til at dumpervognene kunne køre igennem.
|