Specialfremstillede døre fortæller historien
Vahle blev valgt til at fremstille de indvendige døre til de mange værelser i Hotel Randers. Specielt ved virksomheden er at de fremstiller unikke døre, alt efter kundens ønsker. Dørene til Hotel Randers, tegnet af arkitektfirmaet Baumann Boe-Whitehorn Arkitekter, er nu opgraderet i overensstemmelse med kravene om brandsikring og lyddæmpning.
Der er valgt én gennemgående dørmodel, til de over 200 døre, på hotellet. Stilen på dørene er i tråd med resten af hotellets interiør og indordner sig således stedets ånd. Arkitekterne, der leverede dørskitserne, ønskede i den forbindelse at hængslerne skulle fremstilles i messing.
- For mange er det måske en lille detalje, men i det store hele bliver det et vigtigt element i dørens design. Stilmæssigt hæves døren en klasse, ved at der kommer messinghængsler på, og det har været kendetegnende for tiden, hvor hotellet er blevet bygget, siger Bo Vejen, salgschef hos Vahle.
Selvom fremstillingen af dørene sker med avancerede computertegninger og programmer, er produktionen stadig kendetegnet af gedigent håndværk.
- Selvom dørene fremstilles i vores meget moderne maskinpark, er der stadig meget håndarbejde i det. Når tegningerne med alle dørens standardfinurligheder og detaljer er fremstillet i de forskellige dele, samles dørene i hånden, hvor også hængsler og låsekasser monteres, forklarer Bo Vejen.
Vahle havde også grundig dialog med håndværkerne på byggepladsen, der sidenhen monterede dørene i hotellet.
- Vi følger altid opgaven meget tæt. Med sådan et gammelt hotel er det ikke altid alle dørmål, der er tilpasset en standart. Under genopbygningen af de brændte værelser, rettes dørmålene selvfølgelig til en standartstørrelse, men mange af de andre døre rundt omkring i bygningen skal tilpasses helt unikke mål fra dengang, forklarer Bo Elkjær Vejen.
Derudover er alle dørene malet i hånden.
- Når man kan se håndværket og penselstrøgene, vil det også ligne det oprindelige, som det var for over 100 år siden. Så på den måde gemmer der sig en ny dør under det gamle udtryk, siger Bo Vejen, og fortsætter - Næsten lige meget hvilket projekt vi arbejder på, vil der altid være et særpræg, man husker det for. I dette tilfælde er det helt klart det enkle udtryk, der dog indeholder spændende detaljer.
Faktaboks – Vahle - Vahle fremstiller døre til historiske bygninger, hoteller, lejlighedsopgange, og hos mange private bygherrer. - De beskæftiger 20 medarbejdere - Virksomheden har mere end 40 års erfaring - De er blandt de førende i Europa på specialdørsmarkedet - www.vahle.dk |