32 forskellige farver pryder indersiden af Royal Arena
Det var Malerselskabet SBM A/S, som malede alle indvendige overflader på Royal Arena. Malerselskabet skulle blandt andet sprøjte alle lofterne sorte, inden der blev monteret lameller. Udfordringen var rækkefølgen. Alt skulle sprøjtes sort, og hvis nogle af de andre entreprenører skulle installere noget i loftet, skulle Malerselskabet reparere og pletmale efterfølgende. Det var derfor vigtigt at koordineringen mellem alle entrepriserne var på plads for at minimere ekstra arbejde for Malerselskabet, som dog ikke slap for at pletmale flere steder.
- På så stort et byggeri kan man ikke holde hinanden opdateret hele tiden, og derfor vil de forskellige entrepriser gå i vejen for hinanden. Det var en meget stor en fagentreprise, og vi har lært at allerede i tilbudsfasen, skal der sættes tid af til at styre sådan en stor byggeplads. Men vi løste det til sidst, og det var spændende og sjovt at være med, siger Allan Jensen, Malerselskabet.
En anden udfordring var de buede vægge, der former den store kuppel, som er kendetegnet ved arenaen. Væggene skulle spartles ud, og til det allierede Malerselskabet sig med et spartel firma. Efter væggene var spartlet med glasfilt, som gør væggene lidt stærkere og giver en pæn overflade, kunne Malerselskabet gå i gang med at male.
Malerselskabet har brugt hele 32 forskellige farver rundt om i arenaen. Især i VIP områderne skulle der gøres meget ud af malerarbejdet.
- Det krævede meget koordinering mellem kontoret og malerne ude på byggepladsen, fordi meget blev ændret i forhold til farverne i VIP området. Vi var godt forberedte, men det er klart, at hvis noget ikke er projekteret færdig inden vi går i gang, betyder det dobbeltarbejde for os, siger Allan Jensen.
Til trods for udfordringerne har det været en god oplevelse for Malerselskabet at være med på Royal Arena, og virksomheden er stolte over deres bidrag og deres folk.
- Det fedeste var at se håndværkerne arbejde sammen på tværs af entrepriserne. Jeg vil gerne rose mine egne folk, fordi selvom vi indimellem skulle lave om, og reparere på noget vi allerede havde lavet, fordi koordineringen med de andre entrepriser var gået galt, holdte de frustrationerne i skak, og vi nåede i mål, siger Allan Jensen
VIP suiten var det sidste der blev færdigt, og Malerselskabet lagde sidste hånd på netop de områder mandag den 30 januar, lige inden indvielsen af arenaen.
Malerselskabet: • blev stiftet i 1936 og beskæftiger i dag 100 medarbejdere. |
Læs mere om Malerselskabet SBM A/S her: www.malerselskabet.dk