Oppositionen langer ud efter erhvervsskattelettelser
Der lyder hård kritik fra rød blok af regeringsgrundlaget. Statsministeren skulle hellere have udskrevet valg, mener SF
SF’s formand Pia Olsen Dyhr havde gerne set, at der frem for dannelsen af en ny regering i stedet havde været afholdt folketingsvalg.
- Vi står i denne her situation, fordi det borgerlige Danmark havde kørt sig selv ud i grøften. Vi burde have haft et valg i stedet for Anders Samuelsens fiktive valg, som har skabt denne nye regering. Danskerne burde have haft mulighed for reelt at tage stilling til, om de helst vil have Løkkes 2025-plan som betyder højere pensionsalder, beskæringer på SU og uddannelser og skattelettelser i toppen. Eller om vi skal styrke velfærden, uddannelse og sikre et Danmark der hænger sammen, siger hun.
Elite af virksomheder
Hos socialdemokraterne er det heller ikke med armene oppe over hovedet, at man læser regeringsgrundlaget.
- Man vil kræve længere arbejdstid for alle for at give topskattelettelser til de få. Det er ikke den retning, Danmark har brug for. I stedet bør den nye regering lægge blokpolitikken til side og vise, at den er villig til at samarbejde bredt i Folketinget om at styrke vores samfundsmodel. Ikke svække den, siger politisk ordfører Nicolai Vammen.
Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper læsser også hård kritik ud:
- Den nye regering vil kombinere sin udhulning af vores offentlige sektor med lavere topskat og lavere selskabsskat. Igen vil Lars Løkke give gaver til en lille elite af de rigeste danskere og største virksomheder, siger hun.
Læs mere om den nye regering: " Trekløveret puster liv i infrastrukturen ".
Læs mere om den nye regering: " Den liberale journalist ".
Læs mere om den nye regering: " Cowi: Godt at regeringen satser på infrastruktur ".