DAGENS LEDER: Dansk eksport til USA under pres
Det mener Licitationen - Byggeriets Dagblad
Både nationalt og internationalt lægger Trump op til ændringer - både i forhold til holdninger og i forhold til USA’s rolle i verdenssamfundet
Meget snævert set og i forhold til den danske byggebranche er et af spørgsmålene helt jordnært, i hvilket omfang den amerikanske politik de næste fire år vil påvirke den danske økonomi, herunder blandt andet eksporten.
Hvis de mange danske virksomheder, som eksporterer til USA, kommer til at opleve nedgang på det amerikanske marked, så smitter det hurtigt af på de danske byggevirksomheder. De vil blandt andet ikke skulle hjælpe de eksporterende virksomheder med at udvide fabrikker og produktionsapparater.
Også de danske byggematerialeproducenters eksport til USA kan blive ramt. USA er de danske byggematerialeproducenters femte største marked med en omsætning på ca. 1,7 mia. kroner i 2015, så det er naturligvis et vigtigt marked.
USA’s nye præsident har hentet mange vælgere på sin indædte modstand mod internationale handelsaftaler. Trump mener, at aftalerne koster job i USA.
De job vil Trump have tilbage til USA - og det kan godt blive på bekostning af job i blandt andet Danmark.