23948sdkhjf

Tømrer får del i psykiatrisk center i Aarhus

Hustømrerne A/S skal levere og montere lofter, vægge og døre til Nyt Psykiatrisk Center i Skejby
Der er netop skrevet kontrakt på tømrerentreprisen på Nyt Psykiatrisk Center i Skejby, der opføres i forbindelse med Det Nye Universitetshospital (DNU).

Det er Hustømrerne med omkring 250 medarbejdere og afdelinger i Aarhus, Aalborg, Aabenraa, der skal stå for arbejdet, som går i gang inden for en måneds tid og løber frem til februar 2018.

Centeret omfatter en voksen- og en børnepsykiatrisk afdeling med ambulatorier og sengeafsnit på i alt 40.000 kvm, hvor Hustømrerne skal stå for alt det indvendige tømrer- og snedkerarbejde.

Arbejdet vil være spredt ud over alt fra teknik i kælderen til sengestuer og ambulatorier på første sal samt over kontor- og personalefaciliteter på anden til fjerde sal.

Centret er Hustømrernes fjerde opgave på DNU, som desuden omfatter bygningerne N2, N3 og S4, som der fortsat bygges på.

33.000 kvm gipsvægge

En stor del af arbejdet på centeret omfatter lofter og vægge. Her skal der leveres og monteres cirka 31.000 kvm lofter, 33.000 kvm indvendige gipsvægge/skørter og 1.400 døre.

"Arbejdet minder på rigtig mange måder om det, vi er vant til fra de andre entrepriser på DNU, så vi er helt klar til at rykke ind’, siger afdelingschef i Hustømrerne, Poul Erik Nielsen, i en pressemeddelelse.

Hustømrerne har tømrerentreprisen for KPC Herning A/S, der er projektudvikler på såvel det nye psykiatriske sygehus som for udviklingen af et nyt boligområde på det gamle psykiatriske hospitalsområde i Risskov.

Byggeriet af det nye psykiatriske hospital er et offentlig-privat partnerskab, som KPC udvikler i samarbejde med pensionskassen PKA.

Den fulde kontraktsum på Skejby-delen af projektet er på 1,350 mia. kroner.

jsk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125