23948sdkhjf

Nyt havneliv med kaffe og museum på vej

Den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras forbereder byggemodning af Esbjerg Strand
Ifølge den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras har Esbjerggenserne noget at glæde sig til.

Rådgiverne skal for Esbjerg Kommune projektere og byggemodne alle de marine anlæg, der skal udvikle Esbjerg Strand nord for Esbjerg Havn

Den nordligste del af Esbjerg Havn udvikler kommunen til ’Den rekreative havn’ med lystbådehavn, maritime funktioner, grønne områder, badeanlæg samt domiciler for havnerelaterede virksomheder.

Udbudsmaterialet til Etape 1 af den nye havn skal allerede være færdigt om 17 uger, og skal indeholde ingeniørprojektering af de marine anlæg, som kommunen skal bygge i forbindelse med det første udviklingsforløb - som for eksempel at inddæmme og uddybe havnebassinet, bygge spuns og en højvandsport, og byggemodne området med broer, veje og stianlæg.

Projektansvarlig fra Niras Frederik Knudsen glæder sig til arbejdet.

"Det er et projekt fyldt med energi takket være stor politisk velvilje til at udvikle havneområdet til glæde for både mennesker og erhverv. Og med en stram tidsplan er det bare om at komme i gang," siger Frederik Knudsen.

Således skal rådgiverne have projekteret hele den såkaldte Etape 1 færdig på blot 17 uger, så arbejderne kan komme i udbud i februar 2017.

Gode naboer

Arbejdet i Niras er multidisciplinært og byder på samarbejder mellem eksperter i geoteknik, vandbygning, hydraulik, anlæg, veje, miljø, myndighedsbehandling og forsyning.

Rådgivervirksomheden vandt opgaven takket være en rød tråd i projektet og klar tale om, hvordan rådgiverne vil udføre opgaven - fra at takle havnens meget bløde bund til at udføre to vejbroer, hvor den største skal knejse over lystbådsområdet som et markant vartegn.

Cirka 30 Niras-medarbejdere på kontoret i Esbjerg har et personligt forhold til projektet. De skal bare kigge ud ad vinduerne fra adressen på Esbjerg Brygge for at se, hvornår de kan drikke den første kop kaffe i en af lystbådehavnens nye caféer med udsigt til Svend Wiig Hansens berømte kunstværk Mennesket ved Havet.

"Vi er stolte af at være med på det lokale prestigeprojekt. Lystbådehavnen bliver et nyt vartegn for byen, og masterplanen for byudviklingsprojektet vil give et kæmpe løft til hele erhvervs-Esbjerg og tiltrække mange spændende virksomheder", siger lederen af Esbjergkontoret Søren Andersen.

Stærk på forsyning

Kontorets afdeling for Forsyning- og klimatilpasning er i 2016 vokset til dobbelt størrelse. Motoren er en målsætning om at opretholde arbejdspladser og vækste i Esbjerg som den største Forsyningsrådgiver i Syddanmark.

Teamchef Henrik Skytte er meget begejstret:

"Esbjerg Strand-projektet bidrager i høj grad til at indfri vores målsætning. Vi kan levere mange lokale ydelser", siger han

Kunstmuseum på vej

Niras har et godt samarbejde med Esbjerg Havn og håber også at blive en vigtig del af den efterfølgende etape.

Etape 2 skal bane vejen for at bygge en forhavn, en ny vestvendt badestrand og et nyt klitlandskab, der omslutter hele havnen. Samtidig ønsker Esbjerg Kommune at opføre et nyt kunstmuseum på en ny halvø.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125