MT Højgaard vokser massivt i Aarhus
Alene i 2016 er 40 nye medarbejdere kommet til, og udviklingen fortsætter
"Meget har ændret sig inden for dansk byggeri de seneste fem år. Krisen har blandt andet gjort, at der er blevet ryddet op i branchen, og i dag kan du kun være med, hvis du har fuldstændig styr på dine processer. Samtidig bliver nybyggeriet mere og mere kompliceret. Der er flere krav til blandt andet energioptimering og dokumentation, og det taler til vores fordel og er en af forklaringerne på vores fremgang", forklarer Mogens Nielsen, der er sektionsdirektør med ansvar for nybyggeri i Jylland og på Fyn.
Lige nu kan Mogens Nielsen nærmest bruge alle de medarbejdere, han kan få:
"I øjeblikket kigger vi aktivt efter kvalificeret arbejdskraft. Har du erfaring som projektchef eller byggeleder og har de nødvendige meritter og værdier, er der job at få. Også selvom din profil ikke matcher et af vores aktuelle jobopslag", siger han.
Vigtigt med udvikling
En af de seneste tilkomne er Lars Ørvad Nielsen, der pr. 1. august er ansat som ny afdelingsdirektør i Risskov med ansvar for nybyggeri i Øst- og Midtjylland.
Han kommer fra en stilling som tilbudsansvarlig i NCC og blev først og fremmest tiltrukket af de mange udviklingsmuligheder.
"Udviklingen inden for byggeriet går ekstremt stærkt i øjeblikket, og der er meget, der tyder på, at det kommer til at gå endnu stærkere. Derfor bliver mange udfordret på deres kompetencer, og her mener jeg, at det er vigtigt at vælge en arbejdsplads, hvor der konstant er fokus på efteruddannelse, kompetenceudvikling og et stærkt lederskab", siger Lars Ørvad Nielsen.
Han fremhæver blandt andet udviklingen inden for digitalt byggeri. Her har MT Højgaard investeret massivt i VDC-laboratorier, og afdelingen i Risskov har et af landets største.
"Der er ingen tvivl om, at vi i fremtiden skal have alle vores byggerier igennem laboratoriet, inden de udføres i den virkelige verden. Det kommer til at have altafgørende betydning for byggeriet med langt større effektivitet til følge", siger Lars Ørvad Nielsen.
Stor østjysk byggeaktivitet
Byggeaktiviteten i Østjylland er meget stor i øjeblikket, og det er den væsentligste årsag til den kraftige vækst hos MT Højgaards afdeling i Risskov.
Afdelingen står blandt andet for flere etaper på Det Nye Universitetshospital (DNU) i Skejby og har netop påbegyndt opførelsen af et 21.500 kvm stort boligbyggeri på Bassin 7 på den nye havnefront i Aarhus.
Men også byggerier andre steder i Jylland er på projektlisten, og ordretilgangen vokser støt.
MT Højgaard-koncernens samlede ordrebeholdning er steget 30 procent det seneste år og udgør nu 8,7 mia. kroner.