Administratorer melder hus forbi
Afviser beskyldning om dårlig konkurrence i branchen
”Det er rigtigt, at vi tager penge for fotokopier, men det er fordi, vi synes, det er en uskik at dele en masse papir ud, og der er faktisk en masse håndtering forbundet med det. Generelt synes jeg dog, at der er meget stor omkostningsmæssig sikkerhed på vores område,” siger adm. direktør Rasmus Juul-Nyholm fra Administrationshuset, som har en stor portefølje af andelsboligforeninger i administration.
Han oplyser, at porto, print og fotokopiering kun udgør et par procent af Administrationshusets omsætning, mens rådgivning i forbindelse med låneomlægninger tegner sig for 1,2 procent af Administrationshusets samlede honorarindtægter på omkring 30 mio. kr. årligt.
”Ekstrahonorarer udgør en meget beskeden del af vores indtægter. Vi har en prisstruktur som er meget all inclusive,” siger Rasmus Juul-Nyholm.
Han peger på, at administrationsselskaberne er en branche, der spænder vidt fra de små advokatfirmaer i provinsen til de store administrationsselskaber i byerne.
”Jeg kan naturligvis ikke udelukke, at der findes enkelte administratorer, som er lidt langfingrede med ekstrahonorarerne. Men det er på ingen måde standarden, og de lever livet farligt, for vi har nogle ret strikse etiske retningslinjer i branchen,” siger Rasmus Juul-Nyholm.
Han suppleres af Preben Leth, adm. direktør hos Boligexperten.
”Vi er jo en af de brancher, hvor der er allermest konkurrence, og hvor grundhonorarerne ikke er steget de sidste mange år. Vi har haft en masse rationaliseringsgevinster ved IT, men meget af gevinsten er tilfaldet kunderne, ved at prisen ikke er steget,” siger han.
Preben Leth mener ikke, at andelsboligforeningerne er blevet pålagt store ekstraudgifter i den senere tid.
”Der er så meget konkurrence, især i hovedstaden, at man ryger ud, hvis man tager overpris. Og hvis det var sådan en fantastisk forretning, ville branchens overskudsgrad ligge på 30-40 procent. Det gør den ikke. Hos os ligger den omkring gennemsnittet på ca. 10 procent,” siger Preben Leth.
Læs også: " Andelsboligforeninger overser ofte ekstra gebyrer på administration ".