23948sdkhjf

Fleksible fællesrum på Frederiksberg

OK-Centret Prinsesse Benediktes andel af satspuljen skal primært bruges til ny belysning og nye gulve i fællesrummene
Fællesrummene på OK-Centret Prinsesse Benedikte bliver fremover endnu mere fleksible.

Plejehjemmet på Frederiksberg er blandt de, der har modtaget støtte fra satspuljen til indretning af demensvenlige boliger, og her skal hovedparten af midlerne bruges på fællesarealerne.

På hver etage har man en fællesstue, der er indrettet som køkken-alrum med køkken, spisebord, sofahjørne og fjernsyn.

”Her kunne vi godt tænke os at gøre noget ved belysningen, så vi får de her rum til at fungere så fleksibelt som muligt”, fortæller faglig leder Mai Britt Helmsdal Henriques.

Fleksible muligheder

Det handler om at tage udgangspunkt i beboernes behov og evne til at være sammen i fællesskaber, forklarer hun. Og nogle beboere har svært ved at sidde i store forsamlinger eller fastholde koncentrationen om måltidet, fordi der er for mange ting at forholde sig til. Tidligere har man haft store spiseborde i stuerne, men for at skærme folk for alt for mange indtryk, har man i dag brudt bordene op, så man for eksempel kan lave to borde i stedet for ét og placere mindre borde, så man kan sidde alene og spise eller sidde i mindre grupper.

”Og fordi vi gerne vil have de her fleksible muligheder, så skal vi også have noget lys, der kan følge med, så vi kan møblere, som vi har lyst til,” siger hun.

Stationært lys

Det lys man har i dag, er ret stationært. Og plejehjemmet er derfor på udkig efter en ny smart løsning, så man kan rykke rundt på lamperne, i takt med at man flytter rundt på møblementet.

Ud over ny belysning kommer der nye gulve i fællesrummene.

”Det støjer lidt på det her trægulv, når der er stole, der skal flyttes rundt. Og for at nedbringe støjniveauet har vi tænkt at bruge en del af satspuljemidlerne på at lægge linoleum på. Vi er i gang med at kigge på farver, og det er med at finde nogle farver, der både kan tilføre måske noget varme og en god stemning”, siger Mai Britt Helmsdal Henriques.

Ny bogcafé

På OK-Centret Prinsesse Benedikte bliver midlerne fra satspuljen desuden brugt til at indrette en bogcafe i kælderen og til at male motiver på væggene på de lange gangarealer, så det bliver en oplevelse at gå på gangene på etagerne.

”Da vi skulle forberede ansøgningen til satspuljen, spurgte vi beboere og medarbejdere, hvad de havde af idéer. Og der kom masser af gode, kreative idéer, som giver rigtig god mening i forhold til demenspleje”, fortæller Mai Britt Helmsdal Henriques.

Læs også: " Kommuner får millioner til indretning af plejeboliger ".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

2.52