GDV-ordningen får et eftersyn
Den nye bekendtgørelse for byggevarer i kontakt med drikkevand skal kigges efter i sømmene
Bekendtgørelsen trådte i kraft i starten af juli for at afhjælpe de problemer, der i flere år har været med den danske godkendelsesordning for håndtering af byggevarer i kontakt med drikkevand – den såkaldte GDV-ordning.
GDV-ordningen blev indført i 2013, og lige siden har der været problemer med at få ordningen til at fungere. Derfor har det været nødvendigt i flere omgange at forlænge gyldigheden af godkendelser under den tidligere ordning.
Flere organisationer samt en række leverandører af drikkevandsarmaturer har tidligere her i Licitationen – Byggeriets Dagblad kritiseret ordningen, der skabte produktkaos og lang ventetid på godkendelser.
Den nye bekendtgørelse åbner mulighed for, at godkendelser og certifikater fra velfungerende ordninger i Tyskland, Sverige og Holland kan danne grundlag for markedsføring og salg af byggevarer i kontakt med drikkevand på det danske marked.
Alle forhold skal belyses
Flere har dog kritiseret den nye bekendtgørelse, og det får nu Hans Christian Schmidt til at kigge bekendtgørelsen efter i sømmene.
”Det er vigtigt, at vi får alle forhold belyst nøje, når det drejer sig om danskernes drikkevand. Derfor beder jeg nu Trafik- og Byggestyrelsen om at give bekendtgørelsen et fornyet eftersyn. Vi står med den udfordring, at vi har haft et regelsæt på området, der ikke virkede. Men vi skal naturligvis sikre, at den nye bekendtgørelse virker efter hensigten og ikke har utilsigtede konsekvenser”, siger ministeren i en pressemeddelelse
Helt konkret vil Hans Christian Schmidt bede Trafik- og Byggestyrelsen, der administrerer området, om at indgå i drøftelser med Styrelsen for Vand og Naturforvaltning og producenterne af de berørte byggevarer.
Ligesom ministeren også vil bede styrelsen om at se nærmere på erfaringerne fra Tyskland, Sverige og Holland.
GDV-ordningen
Godkendelsesordningen for byggevarer i kontakt med drikkevand erstattede i 2013 VA-godkendelsesordningen. VA-godkendelser, der udløber i perioden fra 1. april 2013 og frem, kunne markedsføres frem til 1. juni i år.
Byggevarer, der kommer i kontakt med drikkevand, herunder vandhaner og armaturer, er omfattet af den nye, såkaldte GDV-godkendelsesordning.
Alle byggevarer og produkter, der ikke er en del af de faste installationer og derfor typisk er placeret efter tapstedet, vil således ikke længere være omfattet af ordningen.
Da den danske godkendelsesordning har skiftet navn betyder det, at betegnelserne ”VA-godkendelse” og ”VA-mærkning” ikke længere skal anvendes på byggevarer, der kommer i kontakt med drikkevand.
GDV-ordningen indeholder i stedet krav om ”Dråbe-mærket” for byggevarer godkendt i henhold til ordningen, Det vil være den mærkning, som producenter og importører fremover skal anvende i forbindelse med salg og markedsføring.
Kilde: Trafik- og Byggestyrelsen