Rambøll vinder kontrakt hos Dong
Rådgivervirksomheden skal hjælpe Dong Energy med omstillingen til grøn energi
Dong Energy er i gang med at omstille til vedvarende energi og i stedet konvertere sine kulfyrede kraftværker til bæredygtig biomasse.
Det bliver således Rambølls rolle over de kommende otte år at rådgive Dong Energy på omstilling til grøn energi.
”Vi vinder rammekontrakten på grund af vores eksperters kompetencer og erfaring og vores projektreferencer. Dong Energy vil med denne rammekontrakt fortsat være en markant kunde hos os, så det glæder os naturligvis, at vi har vundet,” siger direktør for Rambølls globale kraftværksdivision Mogens Skov i en pressemeddelelse.
Skal ansætte flere folk
Rambøll har været hovedrådgiver på samtlige danske konverteringer af kraftværker fra fossile brændsler til CO2-neutral biomasse. I øjeblikket er Rambøll bygherrerådgiver på Danmarks igangværende konverteringsprojekter på Studstrupværket og Avedøreværket.
Med den nye rammekontrakt bliver Rambølls behov for nye ressourcer større og derfor skal der nu ansættes flere folk.
”Vi er på udkig efter 12-15 nye medarbejdere med erfaring inden for kraftværker generelt og særligt inden for biomassekonverteringer. De skal ikke kun arbejde på projekter under rammekontrakten med Dong Energy, men også på projekter i udlandet, som udgør en stadig større del af vores omsætning,” siger Mogens Skov.
I øjeblikket arbejder Rambøll på biokonverteringsprojekter i Storbritannien og Holland og forventer flere udenlandske projekter inden for området i fremtiden.