23948sdkhjf

JFP vinder tredje entreprise i Gødstrup

Med en netop lukket aftale på råhuset til Service- og Teknikbyen i DNV Gødstrup, har entreprenørfirmaet JFP vundet alle tre opgaver, som entreprenørfirmaet har budt på
Tre gange har Jørgen Friis Poulsen a/s budt ind på opgaver på supersygehuset i Gødstrup, DNV. Og tre gange har entreprenørvirksomheden med hovedsæde i Herning vundet. Senest har JFP lukket aftalen på råhus-/lukningsentreprisen på Service- og Teknikbyen. En aftale som netop er indgået – og hvor byggearbejdet efter planen skal gå i gang allerede i september.

”Vi er stolte over, at vi igen blev udpeget – og glade for, at Region Midtjylland værdsætter samarbejdet med os i sådan en grad, at de har lyst til at fortsætte på denne tredje entreprise. Det er en tillid, som vi glæder os til at leve op til”, siger adm. direktør og anden generation i virksomheden, Jesper Friis Poulsen.

JFP var i konkurrence med fire andre entreprenørvirksomheder om opgaven, og vandt endnu en gang med en ganske betydelig prismargin til den nærmeste konkurrent.

”Vi sætter en ære i at kunne levere et godt stykke arbejde til en god pris. Så vi er godt tilfreds med, at vi ikke blot var billigst, men at vi også prismæssigt lå ganske langt under nærmeste konkurrent”, siger Jesper Friis Poulsen.

Dansk arbejdskraft

En af grundene til, at JFP igen formår at levere en pris under gennemsnittet, er virksomhedens datterselskab og egenproduktion, JFP Murer & Tømrer.

Det er nemlig planen, at en stor del af arbejdet på Service- og Teknikbyen skal udføres af JFP Murer & Tømrers egne håndværkere. Blandt andet beton-, murer- og tømrerarbejde.

”Vores egenproduktion giver os mulighed for at være fleksible, mens vi samtidig er stabile, fordi det er en fast og sammentømret stab, vi sætter på opgaven. Når vi henter arbejdskraften internt i huset, kan vi samtidig byde ind med en fornuftig pris”, forklarer Jesper Friis Poulsen, der med denne opgave samtidig kan give JFP Murer & Tømrer et skub på vej mod de vækstplaner, der er lagt for datterselskabet i samarbejde med den nye direktør for JFP Murer & Tømrer, Mikkel N. Steffensen.

Aflevering i december 2017

JFP er allerede i fuld gang på byggepladsen i Gødstrup, hvor de i samarbejde med deres tyske joint venture-partner Max Bögl har vundet entreprisen på hele råhuset – både det sydlige og det nordlige spor.

Arbejdet på Service- og Teknikbyen skal afleveres til bygherren i december 2017.

Opgaven omfatter cirka 7.300 kvm byggeri fordelt på to bygninger i en etage. Den ene med teknikhus på taget.

De øvrige bydende på opgaven var NCC og Jens Jensen. Yderligere to var inviteret, men valgte ikke at byde. Nummer to prismæssigt var NCC.

Licitationen er gennemført for nogen tid siden, men inden det endeligt kan offentliggøres, hvem der har vundet arbejdet, har parterne været igennem en såkaldt mængdeverificeringsproces. Det betyder, at der har været tale om et udbud med mængder, og at priserne således er baseret herpå. Mængdeangivelserne har så skullet afstemmes med de afgivne tilbud.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142