23948sdkhjf

Betonelementproducenter fylder ordrebøgerne

Produktionsapparaterne kører hurtigere end længe set hos landets største betonelementproducenter, som dog stadig udfordres af lave priser
Det danske marked for beton­elementer er fortsat præget af benhård konkurrence på priserne, selv om aktiviteten i markedet stiger. Sådan lyder konklusionen på den analyse af landets største betonelementproducenter, som Licitationen – Byggeriets Dagblad har lavet.

Brancheanalysens fem virksomheder øgede omsætningen med 9 procent til 2.883 mio. kr. fra 2014 til 2015, mens driftsresultatet i samme periode blev forbedret fra 57 til 101 mio. kr. Bag fremgangen står A/S Boligbeton og CHR Concrete A/S, mens de tre øvrige virksomheder fortsat har problemer med at få indtjeningen til at matche omsætningen.

Det skyldes blandt andet, at priserne fortsat er presset helt i bund. Det er enormt ressourcekrævende at nedskalere eller standse produktionsapparatet som betonelementproducent, og det stiller store krav til ordreindtaget hos de fem virksomheder, som har øget omsætningen med 36 procent i løbet af de sidste fem år.

”Det er stadig en meget risikofyldt branche, og når der findes virksomheder, som afgiver tilbud på næsten alle licitationer, så er det klart, at prisen bliver presset i bund,” siger Poul Erik Hjorth, som er chefkonsulent i Betonelement-Foreningen under Dansk Byggeri.

Prognose: Røde tal

Ambercon er blandt de betonelementproducenter, som har haft det sværest, siden krisen ramte branchen i 2009. Seks af syv regnskaber har siden da givet underskud, og prognosen for det 2015/16-regnskab, som offentliggøres i september, lyder også på røde tal. Men derefter skal det være slut, siger den nordjyske betonelementproducent, som har ambitioner om en overskudsgrad i niveauet 5 til 10 procent.

”Som de øvrige fabrikker i Danmark oplever Ambercon en god og stabil vækst, som vi – ud fra konjunkturanalyser – vurderer til at strække sig en del år frem i tiden,” siger Torben Enggaard, der genindtog Ambercons store hjørnekontor som direktør i december efter en rokade i ledelsen, som kostede Martin Bloch direktørjobbet.

Ansætter flere

Segmentets anden virksomhed med underskud er Spæncom, som siden 2007 har været ejet af Consolis Gruppen. Ejerskabet gør, at afgående direktør Morten Chrone ikke ønsker at kommentere udviklingen i selskabet, men af den netop offentliggjorte årsrapport fremgår det, at det negative driftsresultat betegnes som tilfredsstillende, selv om det ikke lever op til den udmeldte forventning om et overskud.

Overskud er til gengæld ambitionen i år hos både Spæncom samt segmentets øvrige virksomheder med en enkelt undtagelse. Både Boligbeton, Contiga Tinglev og CRH Concrete melder om fyldte ordrebøger, som endda er rekordstor hos førstnævnte. Kun Ambercon budgetterer som nævnt med underskud i det 2015/2016-regnskab, som blev afsluttet med udgangen af april.

Til gengæld kan Ambercon glæde sig over, at man i februar landede den største ordre i virksomhedens historie med bestillingen af betonelementer til det store boligbyggeri Risskov Brynet ved Aarhus. Ifølge direktør Torben Enggaard sikrer ordren, som er på over 100 mio. kr., beskæftigelsen for virksomhedens knap 200 ansatte langt ind i 2018.

Dermed kan tendensen med flere ansættelser i branchen formentlig fortsætte. På fem år er antallet af ansatte steget med 27 procent, så de fem virksomheder sidste år beskæftigede over 2.300 personer.

Læs mere om branchen: " Producenter opruster for mange millioner ".

Læs mere om branchen: " Betonelement- eksport står stille ".

Artiklen er en del af temaet Betonelement-producenter.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.114