23948sdkhjf

Bygherrepris med samfundsansvar til forskel

Bygherreprisen 2016 tildeles en bygherre, som har skabt et byggeri, der gør en forskel, ikke bare for brugerne af bygningen men også for samfundet. DTU, Carlsberg Byen og Psykiatrisk Sygehus Slagelse er nominerede
Tre nominerede kæmper om Bygherreprisen 2016, der præmierer byggeri, som gør en forskel, og hvor bygherren har hævet barren, skabt uventet merværdi og løftet et samfundsansvar.

De tre er Nyt Psykiatrisygehus Slagelse, Carlsberg Byen og Danmarks Tekniske Universitet (DTU). En regional bygherre, en privat bygherre og en selvejende universitetsbygherre. Recovery-psykiatri, byliv i transformeret industriområde og læringsunderstøttende byggeri.

Umiddelbart er forskellene åbenbare, men, som Bygherreforeningens direktør Henrik L. Bang siger til Licitationen ”gemmer der sig bag hver af de tre nominerede bygherrer flere ligheder:

”Det er stærke strategier, velkonsoliderede og kompetente bygherreorganisationer, et højt ambitionsniveau, mod og evne til innovation, nye samarbejdsformer og til at tage et samfundsansvar. På det sidste felt har prisuddelingen flyttet sig, siden den første gang blev uddelt i 1999. Og det er vigtigt, at de nominerede til prisen også kan agere som eksempelprojekter”, siger Bygherreforeningens direktør.

Svært af vælge

Prisen hylder samtidig samarbejdet mellem rådgivere, entreprenører og bygherrer, som sikrer, at man får huse, hvor bæredygtighed og brugervenlighed er i højsædet.

”Vi har fået mange rigtig gode indstillinger. Det har været svært at vælge, hvilket ikke bare vidner om en ambition om at vinde Bygherreprisen, men også – og det er endnu vigtigere – om at der er mange dygtige og visionære bygherrer i Danmark. Med de tre nominerede er vi oppe i den absolutte topklasse, så det bliver svært at vælge den endelige vinder” siger Henrik Mielke, bestyrelsesmedlem for BoligfondenKuben, som uddeler Bygherreprisen i samarbejde med Bygherreforeningen.

Det vigtige forarbejde

”Når det endelige byggeri står færdigt, glemmer man ofte det forarbejde, der ligger bag. Men bygherren spiller en central rolle som den, der sætter rammerne for det færdige byggeri og vejen dertil. Det er præcist derfor Bygherreprisen findes, så der sættes pris på den indsats. En fremsynet bygherre, som er opmærksom på kvalitet, arkitektur eller samfundsansvar er udslagsgivende for at skabe byggeri og anlæg med en positiv effekt på brugere og omgivelser. Det sætter vi fokus på med Bygherreprisen 2016” siger Palle Adamsen, som sidder med i bedømmelseskomitéen.

Bred bedømmelse

Bedømmelseskomitéen, som nominerer potentielle vinderprojekter og kårer vinderen, består af Henrik Mielke, CEO for Enemærke og Petersen og bestyrelsesmedlem i Boligfonden Kuben, Inger Ravn, sekretariatschef for Boligfonden Kuben, Palle Adamsen, direktør for Lejerbo og Henrik L. Bang, direktør for Bygherreforeningen.

Læs også: " Kravene til bygherrerne er skærpet ".

Bygherreprisen
De nominerede til Bygherreprisen 2016 er DTU Campus Service, Nyt Psykiatrisygehus Slagelse og Carlsberg Byen.Bygherreprisen er blevet uddelt siden 1999 og tildeles en bygherre, der har udvist ”særdeles god og professionel bygherreindsats, værdig til efterfølgelse”.
Interessen for årets pris har været stor, og indstillingsfeltet har været større, mere varieret og større end tidligere.
Prisen uddeles 14. april 2016 i København.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156