Københavns Kommune sætter stopper for byggeri af ungdomsboliger
Der er givet standsningspåbud til omstridt ungdomsboligbyggeri på Provstevej i København NV
Det sker efter en dispensationsproces, hvor forvaltningen har givet dispensation fra friarealsprocenten, parkeringsdækningen, bebyggelsesprocenten, etagearealet og husdybden.
Dispensationsbeslutningen er nemlig blevet påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet, der er den centrale klageinstans på hele natur-, plan- og miljøområdet, som har afgjort, at kommunen ikke har haft hjemmel til at give dispensation fra friarealsprocenten, da det er i strid med lokalplanens principper.
Af den grund hviler byggeriet på et planmæssigt ulovligt grundlag, som kommunen har pligt til at lovliggøre.
Hvordan man vil opnå lovliggørelsen skal politikerne tage stilling til på et møde i Teknik- og Miljøforvaltningen den 23. november.
”Man kan opnå lovliggørelsen på to måder. Man kan enten gøre det retsligt, ved at man udarbejder et tillæg til den gældende lokalplan, eller fysisk, ved at byggeriet enten tilpasses den gældende lokalplan eller rives ned”, forklarer Anne-Sofie Degn, serviceområdechef i Byens Anvendelse under Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.
Vil have sag genoptaget
Hun oplyser desuden, at Teknik- og Miljøforvaltningen har anmodet Natur- og Miljøklagenævnet om genoptagelse af afgørelsen.
”Vi mener simpelthen, at Nævnets afgørelse har principiel karakter og kan få store konsekvenser, ikke kun for København, men også for andre kommuner. Vi har haft en mangeårig praksis, hvor vi godt kan fravige lokalplanens fastsatte forhold mellem friareal og etagemeter, men Nævnets tolkning indebærer, at dette forhold skal være et ufravigeligt krav i lokalplaner. Hvis Nævnets fastholder den tolkning, skal vi ændre vores praksis – og det kan for borgerne og bygherrer betyde, at det bliver meget sværere at opføre nybyggeri og gennemføre forbedringer på eksisterende bygninger. Derfor mener vi, at det er i alles interesse, at afgørelsen genoptages”, lyder det.
Trist bygherre
Fra bygherres side er man kede af hele situationen.
”Vi er rigtig kede af, at vi er i den her situation. Vi opfatter det som om, at alle er interesseret i flere ungdomsboliger i København, og en forsinkelse eller eventuel ændring af projektet vil alt andet lige betyde færre boliger i foråret 2016. Derfor er det lidt svært at forstå, at der skal gå jura og teknikaliteter i den”, siger Peter Grubert, bestyrelsesformand i KNH Gruppen A/S, der er bygherre på projektet.
Han krydser fingre for, at de får lov til at bygge videre som før, da KNH Gruppen mener, at de med projektet dækker et behov i hovedstaden. Men vigtigst håber de på en hurtig afgørelse.
”Hvad, der hurtigst muligt bringer os videre, ser vi som en interesse, vi har til fælles med de studerende”, understreger han.
Som det er nu, er man nået dertil på byggeriet, hvor fundamentet er støbt, og man har været i gang med at rejse elementer, oplyser Gert Fogt, direktør i Tømrerfirma et Gert Fogt A/S, der er totalentreprenør på sagen.
Virksomheden sikrer nu bygningen mod vind og vejer og afventer tilbagemelding fra bygherre, forklarer han.