23948sdkhjf

Byggevirksomhed kom i spotlyset under musik-prisuddeling

Under Danish Music Awards i weekenden var byggevirksomheden WMG Byg Aps repræsenteret på scenen i flere omgange takket være den ene af ejerne - sangeren Lukas Graham
Var fjernsynet tunet ind på TV2 lørdag aften, da Danish Music Awards 2015 løb af stablen, kunne du måske spotte et byggefirma-logo på den store scene.

Sanger Lukas Graham med hits som ”Mama Said”, ”Strip No More” og ”Happy Home” i bagagen og en fortid som barnestjerne i de populære Krumme-film var nemlig på scenen hele tre gange for at modtage en af de prestigefyldte statuetter for henholdsvis Årets Popudgivelse, Årets Danske Udgivelse og Publikumsprisen iført en hvid trøje med logo på fra den københavnske byggevirksomhed WMG Byg Aps

En byggevirksomhed, den populære sanger sammen med to kammerater, som henholdsvis er repræsenteret ved W og M’et i virksomhedsnavnet, startede op tilbage i januar 2014.

Det var dog ikke af reklame-hensyn, at trøjen endte med at blive en del af showet.

”Det var en simplere grund, end man skulle tro. Jeg ville gerne have en hvid, langærmet trøje på, så jeg kunne matche koret, og alle de andre, jeg havde, havde alle store farvede logoer på”, forklarer Lukas Graham, der foruden de tre gange, han modtog en pris, også var på scenen for at optræde.

Hjemmeside gik ned

Siden har der været flere reaktioner; virksomhedens hjemmeside gik ned under prisuddelingen, og der er kommet tilkendegivelser fra folk, der gerne vil rose logoet, købe t-shirts eller vil i lære i virksomheden.

En noget uventet drejning, siger Lukas Graham, der grundet musikkarrieren ikke er så stor en del af dagligdagen i WMG Byg Aps som kammeraterne Morten Wandahl Jensen og Jesper Øllgaard Meyer.

Han forsøger at være til stede så meget som muligt og forklarer, at han er vokset op med en far, der byggede barndomshjemmet op fra grunden, at han har mange kammerater, der er uddannede håndværkere, og at det samlet har været med til at skabe en interesse for byggeriet.

Da Morten Wandahl Jensen og Jesper Øllgaard Meyer ville gøre alvor af drømmen om at blive selvstændig, valgte han derfor at blive en del af projektet.

Planer om vækst

WMG Byg Aps har siden blandt andet bygget musikgrupperne Suspekts og Sort Sols nye lydstudier. Opgaver, som virksomheden også vil gå efter i fremtiden, men opsætning af køkkener er blandt andet også en del af repertoiret.

”Vores ambition er at højne kvaliteten inden for byggebranchen”, siger Lukas Graham, mens Morten Wandahl Jensen supplerer:

”Vi vil gerne have en lille smugle kant og skille os lidt ud. At Lukas også gerne ville være med, synes vi, passer godt ind”.

Begge er de enige om, at øje for detaljer, sans for funktionalitet, loyalitet og et socialt væsen, der passer ind, er vigtige kriterier for at blive ansat.

Virksomheden går efter med tiden at blive landsdækkende, men lige nu er det opgaver i Københavnsområdet, der fylder i ordrebogen, som er booket godt ind i januar.

”Det ser fornuftigt ud”, siger Morten Wandahl Jensen og oplyser, at et bredt netværk de tre stiftere imellem har været et godt startskud.

Større skala

Desuden har Lukas Graham gjort det muligt at starte op i større skala end ellers, oplyser han og gør opmærksom på, at virksomheden allerede har fået flere faste samarbejdspartnere - blandt andet samarbejder de med en akustiker, når opgaverne lyder på lydstudier.

For nuværende har virksomheden hovedkontor på Frederiksberg, men frem mod årsskiftet flytter de til Nordvest, hvor de vil være tættere på indfaldsveje og genbrugspladser, så det bliver nemmere at udføre diverse opgaver.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127