Entreprenør blev bundet af tastefejl i licitations-tilbud
KRONIK: 5,8 mio. blev til 58.000 kr. Det kan betaler sig at være på vagt, når man skriver sit tilbud. Det blev dyrt for en entreprenør, der lavede en tastefejl på et kranarbejde
Det hænder jævnligt, at et tilbud er behæftet med fejl i form af forkerte beregninger, tastefejl eller lignende, og i disse tilfælde opstår spørgsmålet, om tilbudsgiveren alligevel er bundet af sit tilbud.
Ifølge aftalelovens § 32, stk. 1, er tilbudsgiveren ikke er bundet af sit tilbud, hvis modtageren faktisk indså eller burde have indset, at tilbuddet havde et andet indhold end tilsigtet. Med andre ord er tilbudsgiveren ikke bundet, hvis modtageren er i ond tro om fejltagelsen.
Ved udbud af bygge- og anlægsopgaver skal der ganske meget til, før udbyderen anses for at være i ond tro. Store prisudsving er ikke ualmindelige, og selvom en stor prisforskel mellem lavestbydende og næstlavestbydende kan indgå som et tungtvejende moment, når tilbudsmodtagerens gode tro skal bedømmes, medfører en stor prisforskel ikke i sig selv ond tro.
I sagen fra 2014, som er nævnt i indledningen og optrykt i ”Kendelser om Fast Ejendom” (KFE 2014.490), havde entreprenøren i sit licitationstilbud ved en tastefejl angivet kranudgiften til 58.000 i stedet for 5.800.000 kr. Entreprenøren blev lavestbydende, og Voldgiftsretten skulle herefter vurdere, om udbyderen var i ond tro, dvs. indså eller burde have indset, at til-buddet som følge af en fejl havde fået et andet indhold end tilsigtet.
Bygherrens rådgiver forklarede, at han faktisk var opmærksom på, at kranudgiften var usæd-vanlig lav og derfor foretog en ekstra gennemgang af tilbuddet. Rådgiveren fandt dog ikke grund til at tro, at der var tale om en fejl, bl.a. fordi byggesagsbeskrivelserne på de tre laveste tilbud var sammenlignelige, og fordi entreprenørens tilbud på et andet underpunkt var væsent-ligt højere end tilbuddet fra næstlavestbydende. Rådgiveren mente, at der kunne ligge strategi-ske overvejelser bag en lav udgift til kraner, og at udgiften kunne være dækket under andre poster.
På baggrund af denne forklaring, og fordi tilbuddets underpost, hvori kranudgiften var inde-holdt, samlet set ikke var lavere end næstlavestbydendes – underposten var tilmed en smule højere – fandt Voldgiftsretten ikke, at bygherren og dennes rådgivere indså eller burde have indset, at tilbuddet havde et andet indhold end tilsigtet. Bygherren var altså ikke i ond tro, og entreprenøren var derfor bundet af den lave kranpris og fik ikke entreprisesummen forhøjet.
Det synes ikke rimeligt, at entreprenøren skal være bundet af en så lille tastefejl med så stor en konsekvens, særligt ikke når rådgiveren ærligt oplyste, at han havde overvejet, om der lå stra-tegiske overvejelser bag kranprisen; så nærmer man sig i hvert fald grænsen af ond tro.
Som det ses, vejer hensynet til, at tilbudsmodtageren kan indrette sig i tillid til indholdet i tilbuddet dog tungt.
Afgørelsen bekræfter den eksisterende praksis, hvorefter entreprenøren ved tilbudsgivning som det klare udgangspunkt er bundet af det indhold, som hans tilbud har fået, og at der skal meget til, før han kan blive frigjort herfra ond tro fra udbyders side.
Ovennævnte retstilstand understreger vigtigheden af, at entreprenøren foretager en grundig gennemgang af alle delpriser i tilbuddet, da entreprenøren kan blive forpligtet af umidelbart mindre fejl som taste- eller regnefejl – der kan have store konsekvenser.
