23948sdkhjf

Udfordringer for faglærere efter reform

Intro-ugerne lakker mod enden, og status gøres, efter den nye erhvervsskolereforms er trådt i kraft for EUX-eleverne
Papirsflyvere og kugler flyver om ørerne. En enkelt elev sidder med benene på bordet med sin smartphone i hænderne. EUX- eleverne har netop taget hul på deres anden intro-uge på Technical Education Copenhagen (TEC). Rundt omkring et bord, står en gruppe på fem teenagere og svinger en pensel hver.

”Hva’ laver I mand”, udbryder én, mens malerklatter flyver om ørerne på ham og rammer ham på både tøjet og i ansigtet.

”Så! Fald lige til ro”, råber faglæreren, Tobias Overgaard og afbryder en regulær kamp i maling mellem nogle af de unge.

Sætter faglighed på spil

I alt 78 EUX-elever er startet på den nye retning ’bæredygtig teknologi’, som er en samling af i alt 25 erhvervsfagretninger. Bæredygtig teknologi er blevet oprettet i forbindelse med, at den nye erhvervsreform trådte i kraft i sommer og skal give eleverne et bredt indtryk af de forskellige fagretninger, inden de efter 20 uger vælger mere en specifik fagretning på grundforløb to.

”Som udgangspunkt giver den her retning adgang til alle EUX-forløb, og som faglære skal man være parat til at sætte sin faglighed på spil. Jeg er selv bilmekaniker, så det er en udfordring at undervise i bygningsfagene. Men tanken er, at eleverne får mulighed for at afklare, hvad de vil, og så kommer den målrettede undervisning på grundforløb to, siger Tobias Overgaard.

Helhedsorienteret

Et sted i lokalet står en meget koncentreret gruppe unge bøjet over et bord.

Her fortsætter alle på EUX-forløbet efter intro-ugen. Bordet, de står ved, er et projekt, som hver gruppe skal konstruere, male og trække strøm til, hvilket er en del af den helhedsorienterede undervisning, som den nye reform lægger op til.

”Jeg synes, det er godt at få erfaring med andre fag også. Selvom jeg vil være vvs’er, skal jeg en dag arbejde sammen med andre håndværkere også, så det giver en god forståelse for, hvad de andre laver, siger 17-årige Niklas Jensen.

Mere el end auto

Selvom Niklas Jensen vil være vvs’er og inden for byggefagene, tager han det som en positiv udfordring også at skulle lege mekaniker i en periode på grundforløbet. Men tilbage hos Tobias Overgaard, så erkender han, at der er flere udfordringer ved den nye reform end kun fagligheden hos lærerne.

”Det er svært at få en bil ind på skolen her på Frederiksberg, så vi bliver nok nødt til at trække en knallert ind. Undervisningen herinde vil derfor nok bære mere præg af el end af auto, hvorimod skolen i Hvidovre er mere beregnet til biler. Så det skal eleverne også overveje, når de vælger uddannelsessted, siger han.

Læs også: " Første skoledag med ny reform ".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11