23948sdkhjf

Arbejdsgiverorganisation skifter navn

DS Håndværk & Industri bliver til Arbejdsgiverne
Branche- og arbejdsgiverorganisationen DS Håndværk & Industri skifter navn. Fra 1. september hedder organisationen Arbejdsgiverne.

Det er ønsket om et mere mundret og knap så snævert navn, der har fået organisationens generalforsamling til at træffe beslutningen om navneskiftet.

- Det nuværende navn er for snævert, og vi har derfor søgt efter et navn, der er mindre branchespecifikt. Navnet Arbejdsgiverne er brancheneutralt og favner alle de virksomheder, vi har i foreningen – fra vidt forskellige brancher og med forskellig faglighed, baggrund og størrelse, siger kommunikationschef Kristine Lyngbo om det ny navn.

Tradition og stolthed

- Navnet signalerer tradition, ansvar og stolthed. Vores nye logo er enkelt og klassisk, for navnet siger jo det hele. Vi har valgt en farve, der giver synlighed og kant og viser, at vi er en forening, der tør stikke lidt ud fra mængden, siger hun.

Kristine Lyngbo oplyser, at foreningen i en overgangsperiode, for ikke at skabe unødig forvirring, vil bruge det nye navn og logo sammen med en brancheforklarende undertekst.

DS Håndværk & Industri har i dag cirka 2.250 smede-, industri-, maskin-, el- og vvs-virksomheder som medlemmer. Virksomhederne beskæftiger tilsammen omkring 20.000 medarbejdere.

Lang historie

Organisationens historie kan føres tilbage til begyndelsen af 1900-tallet, da Jyllands og Østifternes samvirkende smedemesterforeninger blev dannet. Behovet for øget samarbejde førte i 1974 til dannelsen af Dansk Smedemesterforening, hvorved Danmark fik sin første samlede landsorganisation for små og mellemstore virksomheder inden for metalområdet. Foreningen udviklede sig siden fra at være en arbejdsgiverforening til at være en kombineret arbejdsgiver-, branche og serviceorganisation. Foreningen skiftede i 2002 til navnet DS Håndværk & Industri.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094