23948sdkhjf

Tilfældighed præger nyt street-projekt

Tilbudsteams til omdannelse af den gamle DSB-remise i Esbjerg bliver fundet ved lodtrækning
Lodtrækning er det redskab, som i sidste ende skal give de bedste tilbud. Entreprenører, arkitekter, landskabsarkitekter og ingeniører skal nemlig ikke selv finde alle deres samarbejdspartnere, når tre tilbudsteams, som skal byde på omdannelsen af den gamle DSB-remise i Esbjerg, skal findes.

I stedet foregår sammensætningen af tilbudsteamene ved lodtrækning til et kick-off-arrangement for projektkonkurrencen d. 10. juni. Game StreetMekka Esbjerg hedder projektet, hvor remisen fra 1904 skal omdannes til et asfalteret gaderum under tag med omkringlæggende udearealer til skate. Aktiviteter som parkour, basket, graffiti skal foregå i den gamle remisen, når omdannelsen er afsluttet i slutningen af 2015.

- Vi har ikke som sådan ønsket os lodtrækning. Vi har haft et ønske om at vælge entreprenør og rådgivere hver for sig. For at sikre ligebehandling i henhold til tilbudsloven, så er det vores juridiske rådgivnings anbefaling lodtrækning frem for, at vi bare parrer dem, siger Lars Autrup, projektchef i Realdania, som er samarbejdspartner i Game StreetMekka-projektet.

Lokale entreprenører

Helt konkret foregår det sådan, at tre teams - bestående af arkitekter, landskabsarkitekter og skaterådgivere - bliver prækvalificeret på baggrund af et udbud, der er ude nu. De tre teams skal ved lodtrækning kobles sammen med en hovedentreprenør, som selv står for at finde en samarbejdspartner til ingeniørydelsen. De tre tilbudsteams skal afgive tilbud på det endelige udbudsmateriale.

Esbjerg Kommune har stået for at finde hovedentreprenørerne. Det er sket ved, at kommunen har indbudt firmaer til at afgive tilbud. De tre entreprenører er Vestbyg A/S, K.G. Hansen & Sønner A/S samt Tømrer- og Snedkerfirmaet Jensen & Jensen.

- Opgaven er interessant for os, fordi det er en utraditionel opgave, som bliver løst på en utraditionel måde. Vi vil glæde os til at være med til at løse den, hvis vi vinder den, siger tømrermester i Tømrer- og Snedkerfirmaet Jensen & Jensen, Flemming Jensen. Han er ikke før stødt på et projekt, hvor de endelige tilbudsteams blev sammensat ved lodtrækning.

Fat i hele landet

Om baggrunden for at lade Esbjerg Kommune stå for at finde entreprenører, mens arkitektydelserne og skaterådgivningen sker gennem et udbud, siger Lars Autrup:

- Vi tror på, at der er gode entreprenører i Esbjerg-området, men for at få fat i de rigtige rådgivere og skaterådgivere, mener vi, at det er nødvendigt at få fat i hele landet for at få det bedste resultat.

Lars Autrup kan ikke svare på, om Realdania har været involveret i projekter, hvor udbudsmodellen har været præcis den samme, men han fortæller, at man tidligere har taget kreative greb i udbudsprocessen inden for tibudslovens rammer. Det udbud, der er ude nu om arkitekt- og skaterådgiverydelserne, er et genudbud. Da fristen for det første udbud udløb, havde 16 konsortier afgivet bud.

- Der var nogle upræcise formuleringer i forbindelse med skaterådgivningen, og derfor har vi præciseret det og ladet det gå om, forklarer Michael Andsager Jensen, bygherrerådgiver for Esbjerg Kommune.

Fristen for at anmode om deltagelse er 22. maj klokken 12.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094